Længst nede i lungerne sker gasudvekslingen, som er en betegnelse for iltning af blodet og udskillelse af kuldioxid fra blodet.
Gasudvekslingen
foregår ved diffusion, ved at O2 transporteres fra luften i aveolerne til
blodet i lungekapillæerne, dvs. blodet iltes, og CO2 transporteres fra blodet i
lungerkapillæerne til luften i aveolerne, dvs. blodet udskiller CO2 (2, p. 121).
Selve gasudvekslingen
finder sted for enden af luftvejene i alveolerne, som kaldes den respiratoriske
del af luftvejene. Denne del står i tæt forbindelse med lungekapillærerne. Før
luften når ned til alveolerne, skal luften først igennem den konduktive
luftvej. Den konduktive del går først gennem cavitas nasi, gennem pharynx,
larynx og trachea, videre gennem de to hovedbronkier, som fører luften ind i pulmo,
hvorfra bronkierne forgrener sig. Herfra føres luften til sidst til alveolerne
(2, p. 121).
Selve
respirationen reguleres via respirationscenteret i medulla oblongata. Her
styres selve respirationsfrekvensen og dybden. Dette sker via nerveceller i
medulla oblongata, der står i forbindelse med kemoreceptorer i glomus caroticum
og arcus aortae (1, p. 158-159). Respirationscenteret skal konstant indstille
respirationsfrekvens og dybde på et niveau, der
passer til kroppens behov, så der opretholdes en passende O2 og CO2
koncentration i blodet. Kemoreceptoerne sender derfor konstant besked til
respirationscenteret om kroppens indhold af O2 og CO2. Kemoreceptorer er
sanseceller der kan registrer blodets pH samt indhold af O2 og CO2.
Respirationscenteret
har desuden til opgave at tilpasse nerveimpulser til respirationsmusklerne, så
respirationen kommer til at ske med passende frekvens og dybde. Hvis der skulle
ske en ophobning af CO2 i blodet eller fald i pH eller O2 indhold, vil centeret
øge respirationsmusklernes arbejde. Men hvis der derimod registreres lav
koncentration af CO2 eller høj O2 koncentration, vil centeret sende færre
impulser til respirationsmusklerne, og vejrtrækningen vil dermed blive
langsommere(2, p. 133-134)
